Dobbeltspillet om Islamisk Stat

USA er sammen med bl.a. Danmarks regering og Saudi-Arabien ved at danne det, de kalder en koalition mod terror-gruppen ‘Islamisk Stat’. I disse dage rejser Danmarks udenrigsminister Martin Lidegaard i hælene på USA’s John Kerry i mellemøsten. Først Iran og nu Saudi-Arabien, hvor der i morgen afholdes et møde i hvad der betegnes som en kernekoalition mod Islamisk Stat.

Da Martin Lidegaard besøgte Iran, lød der stor forargelse i de etablerede medier i Danmark, og amerikanerne har udtalt, at et samarbejde med ‘styret’ i Iran er problematisk. Komisk er det at se, at både John Kerry og Martin Lidegaard i dag er rejst videre til det islamistiske kongedømme Saudi-Arabien – det er der ingen fordømmelse af eller skepsis over for.

Men hvorfor er USA og Saudi-Arabien lige pludselig så desperate for at bekæmpe Islamisk Stat?
For at forstå det, er man nødt til at forstå hvorfor USA, Saudi-Arabien og deres allierede er interesserede i Islamisk Front – først og fremmest.

Derfor elsker USA den Islamiske Stat

  • Iraks regering trues og dens afhængighedsforhold til USA øges
  • Kurderne i Irak, der er nært allieret med USA, får udvidet deres område
  • Rusland, som USA anser som en rival, får deres tilgang til middelhavet truet

Derfor elsker Israel den Islamiske Stat

  • De arabiske stater Syrien, Irak og Libanon destabiliseres og splittes
  • Den syriske hær – der er opbygget til krig mod Israel – svækkes
  • Israel kan uhindret foretage en offensiv mod Gaza
  • Hezbollah holdes beskæftiget og svækkes
  • Irans indflydelse i regionen sættes under pres

Derfor elsker Saudi-Arabien den Islamiske Stat

  • Ærkerivalen Iran svækkes og deres indflydelse i regionen trues
  • Et regimeskifte giver håb for Saudi-Arabiens drømme om olie- og gasledninger til Europa gennem Syrien og Tyrkiet
  • Interesse i at udbrede deres ideologi ‘Wahhabisme’ til Syrien

Målet helliger midlet. USA, Israel, Tyrkiet og Saudi-Arabien er ligeglade med, at det var al-Qaeda, Islamisk Stat eller andre banditter, der skulle destabilisere Syrien. Det afgørende var, at det skete, uanset hvem der gjorde det. Det er helt åbenlyst. I mere end tre år har alle været ligeglade med, at Islamisk Stat og andre terrorister har hærget og terroriseret Syrien. Tusindvis af alawitter og shiiter er tidligere blevet halshugget på nøjagtig samme måde som amerikanske gidsler og kurdere bliver det nu. Massakren på armenere i Kessab blev knap nok omtalt, da den fandt sted i foråret.

Pludselig blev millionbyen Mosul i Irak indtaget af Islamisk Stat i sommeren, og da stod det klart for amerikanerne, at Islamisk Stat var ved at blive (endnu) et monster, som man var ved at miste kontrollen over. Da de begyndte at indtage kurdiske områder i Irak, blev det et decideret problem for amerikanske interesser. De autonome kurdere i Irak har i mange år solgt olie til amerikanerne uden om centralregeringen i Bagdad, og amerikanerne er massivt til stede i disse områder.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. USA’s præsident satte drone-angreb i gang i et forsøg på at holde hans monster væk fra at hærge hans ejendom. Det er lige så naivt, som at plante bjørneklo på ens nabos grund fordi man ikke kan lide ham, hvorefter de spreder sig til ens egen grund, og man så må frem med ukrudtsbrænderen for at holde dem i skak. Massemedierne spillede selvfølgelig helt ukritisk med på propagadaen, og nu skulle USA være verdens redningsmand igen. Alle har glemt, at USA selv skabte monsteret.

I den forbindelse har USA opdaget noget interessant: Der er ikke den samme folkelige modstand mod denne metode og mod denne argumentation, som der var da man i sommeren 2012 forsøgte at sælge et bombetogt mod Syrien, fordi at Syriens regering angiveligt havde brugt kemiske våben. En beskyldning der i øvrigt stadig er udokumenteret. En plan der var så dårlig, at den ikke blev købt. Hvad med nu? Hvad hvis man siger, at man er nødt til at bombe i Syrien nu, for at bekæmpe Islamisk Stat? Syriens regering har sagt, at de meget gerne vil samarbejde, men at det skal kordineres. Det er USA selvfølgelig for snobbede til, fordi de vil selv bestemme hvem de bomber, og bare fordi de siger at det er Islamisk Front, hvem kan så vide om det er det? Officielt afviser USA med, at Assad er en illegitim morder, og går – ironisk nok – til enevælden Kong Abdullah med deres planer i stedet. Israel er også med i baggrunden, skriver RT i dag. Og Lidegaard, selvfølgelig.

Man vil bekæmpe ekstremister i Syrien og Irak, men de kommer fra Europa
USA og Storbritannien (og dermed hvalpen Danmark) argumenterer for, at man er “nødt til” at gribe militært ind i Irak og Syrien, for at bekæmpe ekstremister og terrorister i landene. Man taler om, at militære indgreb i fremmede lande er den eneste løsning mod truslen, som man argumenterer for, kan ramme Europa. Man negligerer fuldstændig det faktum, at de fleste af ekstremisterne hverken er syrere eller irakere, men europæere, der er rejst fra bl.a. Danmark for at begå terrorhandlinger. Britiske myndigheder vurderer således, at det var en britisk statsborger, der for nyligt stod bag halshugningen af to amerikanske journalister i Syrien.

Alligevel foretager man sig intet i Europa, for at stoppe strømmen af jihadister og terrorister. Man insisterer på, at problemet er dernede, selvom det rent faktisk kommer her fra! Hvis man skulle vende situationen, kunne Syrien og Irak jo omvendt argumentere for, at de var nødt til at bombe Storbritannien og Danmark, for at imødegå truslen med jihadister og terrorister

Fra “moderat oprører” til terrorist på et split sekund

USA og EU gør sammen med massemedierne meget ud af, at adskille ekstremister fra den “moderate syriske opposition”, som man betegner som helt legitim, og sender våben og penge til. Vores research af bl.a. jihadister fra Danmark viser dog, at grænsen mellem “moderat oprører” og terrorist er hårfin, som de to nedenstående eksempler med tydelighed viser. Fokus på terrorgruppen ‘Islamisk Stat’ har i høj grad fjernet fokus fra en anden terrorgruppe, Jabhat al-Nusra, der er en officiel del af al-Qaeda. Jabhat al-Nusra har en stående alliance med den såkaldte moderate “Free Syrian Army”, som USA og Danmark sender våben og penge til, og betragter som legitime.

På trods af alliance med Jabhat al-Nusra er den såkaldt “moderate” Free Syrian Army meget svækket. Den eksisterer nærmest kun på papiret, og i et meget begrænset omfang i det nordlige Syrien. Størst repræsenteret er den på tyrkiske luksushoteller, hvor såkaldte “eksilsyrere”, der har boet i USA over halvdelen af deres liv og som taler bedre engelsk end arabisk, venter (håber) på, at kunne træde til som regering i Damaskus, hvis den nuværende syriske regering skulle falde. Noget der er meget lange udsigter til, hvis der overhovedet er nogen udsigt til det.

Dansk eksempel (1)
Jihadisten Ahmed Samsam fra Odense er et pragteksempel på, hvor flydende overgangen er mellem det som USA og Danmarks regering kalder “moderate oprørere”, som man støtter med våben og penge, og dem som de kalder “terrorister” og bekæmper (klik for at forstørre billeder).

Dansk eksempel (2)
Jihadisten Michael Chau fra Aarhus er et andet pragteksempel på, hvor glidende overgangen…
(Klik for at forstørre billederne).

Historien gentager sig: Osama Bin Laden var også først en ven og senere en fjende.

Historien gentager sig: Osama Bin Laden var også først en ven og senere en fjende. Opbygget og officielt destrueret af USA.

 

Danmarks regering har sendt flere millioner kroner til organisationer under “den frie syriske hær”, som de mener er moderate. USA har sendt mere end 500 millioner dollars samt våben.