Europæisk forår i København
|Det danske Helle-regime har belejret København og nedskudt en aktivist. Er det europæiske forår nået til København?
En aktivist – en såkaldt moderat oprører – er brutalt blevet likvideret på Nørrebro af regimestyrker loyale over for Helle Thorning. Det skete i morges, efter at hele København har været belejret af regimestyrker og efterretningsfolk, der støtter Helle-regimet.
Helle-regimet, der insisterer på at betegne sine modstandere som “terrorister”, udtaler at de betragter sagen som en “terrorsag”. Det viser med tydelighed, hvor desperate og bange Helle-regimets inderkreds er for at et oprør mod regimet skal sprede sig.
Regimet har hele natten brutalt slået ned på enhver demokratisk aktivitet i København, og rygter forlyder, at Helle Thorning også har anvendt kemiske våben i hendes kamp mod det, som hun desperat insisterer på at kalde ‘terrorister’. Noget der snarere er et desperat forsøg på at fastholde magten.
Ifølge Ritzau er også militære styrker blevet sat ind mod fredelige aktivister.
Ekspert: Helle er meget presset
Vi har talt med en ekspert i danske forhold, der dog ikke ønsker sit navn frem af frygt for repressalier fra Helle-regimet, men som udtaler, at Helle Thorning er meget presset. Over en million danskere var i går på gaden i København for at protestere fredeligt imod Helle-regimet, men de blev mødt af store politi- og militærstyrker loyale over for Helle-regimet, som slog kraftigt ned på de fredelige demonstranter og angiveligt skød imod mængden.
Helle-regimet fastholder, at man “jagtede terrorister”. Det er bare et udtryk for hvor presset og desperat Helle er, siger den ekspert vi har talt med.
Iran: Vi har beviser for kemiske våben
Iran har angiveligt beviser for, at Helle Thorning har anvendt kemiske våben i krigen mod sit eget folk. Det har fået Ruslands Vladimir Putin til at true med en straffeaktion, der skal vise Helle Thorning at der er det som Putin kalder en red line, og at den går ved brugen af kemiske våben. Det skal foregå ved, at Ruslands luftvåben bomber udvalgte regime-positioner i Danmark som straf for Helles brug af kemiske våben mod sin egen befolkning.
Assad: Helle must go
Syriens præsident fordømmer i kraftige vendinger den brutalitet, som Helle Thorning har vist i hendes desperate kamp for at fastholde magten. Han udtaler, at Iran har fremvist klare beviser for, at Helle har brugt kemiske våben mod sit eget folk. Assad udtaler i den forbindelse, at Helle har mistet enhver legitimitet, og opfordrer hende til at gå af og overlade magten til de demokratiske oprørere.