Damaskus – Hvilken krig?

Når man hører navnet Syrien i dag, forbinder man det straks med øgede ruinbyer, flygtninge, tanks, jagerfly og billeder af folk, der får hovedet adskilt fra kroppen med en kniv.

Vi landede i Damaskus i starten af august. Efter at have fået udleveret vores bagage fra flyet, bevægede vi os i en strøm af øvrige flyrejsende hen mod udgangen. Her blev vi som i alle andre lufthavne overfuset med tilbud om taxakørsel – det ene billigere end det andet.

Efter en lille times kørsel igennem Damaskus, hvor vi i de 40 minutter primært sad fast i myldretrafikkens lange køer, ankom vi endelig til hotellet.

I receptionen blev vi modtaget af en blond receptionist, Anna, på perfekt engelsk. Hun modtog smilende vores reservationer, og udleverede nøgler til vores værelser. Vi kunne ikke lade være med at spørge hvor hun var fra, da det var tydeligt, at hun ikke var araber. Det viste sig at hun var svensker, og har boet og arbejdet i Damaskus siden 2005. Resten af samtalen foregik efterfølgende på dansk/svensk, hvor hun bl.a. fortalte om hvordan svenske myndigheder jævnligt ringer og opfordrer hende til ikke at arbejde for syrerne.

Efter at have drukket nogle øller i hotellets bar, hvor der på trods af sanktioner stadig flittigt serveres kolde Carlsberg, blev vi om aftenen hentet på hotellet af nogle venner, og fik anledning til en køretur igennem Damaskus. Vi nåede at tælle ca. 120 portrætter af Præsident Assad på gader, stræder, butiksfacader, lygtepæle og beboelsesejendomme, før vi opgav at fortsætte med at tælle. Vores chauffør fortalte os, at selv myndighederne har bedt folk om at nedtone portrætteringen, da den kan være direkte distraherende i gadebilledet, men at det er umuligt. Portrættet af Assad er symbolet for livet i Damaskus. Som en helgen, der holder den omgivende ondskab væk fra byen.

Efter en god middag med venner på et fortov fyldt med mennesker i det centrale Damaskus om aftenen, opstod der en underlig følelse for os alle. Hvad laver vi her? Vi er jo ikke på ferie, men det føles sådan. Det var svært at begynde at fokusere på de opgaver, vi egentlig havde.

Hvor var den krig, vi skulle skrive om? Her på fortovet i Damaskus var kun grillet lam, vin, vandpiber, kaffe og feststemte syrere i deres fineste tøj. Vi måtte spørge vores værter.

– Der er ingen krig her. Den flyver forbi os. Vi kan sommetider høre den, men det er kun når militæret skyder ud over byen. Så kan vi høre nedslagene omkring os. Damaskus er belejret i flere cirkler og ingen er brudt i gennem i 3 år. I er nødt til at rejse ud af byen, hvis I vil se krigen. Her ser vi kun fly lette med fyldte våbenstationer, der vender tilbage tomme en time efter.

Det var nu indlysende, at vi måtte ud af Damaskus, så det ikke endte med at blive en sommerferie. Vi besluttede os for, at vi ville til Homs, der for nyligt var blevet befriet af hæren, og hvor folk var begyndt at vende tilbage til deres ødelagte hjem. Vi ville følge genopbygningen der.

Efter en række gøremål i Damaskus og planlægning af turen til Homs, ankom vi endelig i midten af august. En udfordring vi ikke havde taget højde for var, at hotel- og internetfacilitetterne i Homs er langt ringere end de var i Damaskus, men det lykkedes endelig at finde en stabil forbindelse.

Reportagen fra Homs udkommer – hvis internetforbindelsen tillader det – på fredag.