Gaddafis søn stormer frem i Libyen
Det er ikke meget vi hører om Libyen i MSM, efter at NATO (herunder særligt Danmark) smadrede landet totalt i 2011. Før det hørte vi dagligt, hvordan Afrikas mest velstående land, ville blive et frit og demokratisk paradis, hvis bare lige, at man bombede det.
Det gjorde man så, og resultatet er ikke ligefrem så rosenrødt, som MSM lovede:
- Et forgældet land i ruiner og økonomisk sammenbrud.
- To rivaliserende regeringer, hære, hovedstæder og premierministre.
- Utallige militser – den ene mere ekstrem end den anden.
- En reduktion i olieproduktionen på 80%.
- En suveræn stats guldreserver, ingen ved, hvor er.
- Flygtningekrise: Libyen er hovedstation for strømmen til Europa.
- Slavehandel: Afrikanere sælges på åbne markeder.
Libyen taler MSM ikke om længere. Deres mål var kapring og rovmord, intet andet. Det mål er opnået. Så hvorfor blive ved med at tale om Libyen, når man vil opnå det samme i Syrien?
Gaddafi-ånden genoplives af sine egne bødler:
I 2011 blev Gaddafis søn Saif al-Islam taget til fange. Han blev delvist dømt flere gange af forskellige domstole, men pludselig i sommers blev han løsladt af en milits i Zintan, efter at den Tobruk-baserede regering ledet af General Khalifa Haftar havde deklereret ham fuld amnesti.
Det skal ses i lyset af, at både militserne i Zintan og General Khalifa Haftar var særdeles aktive i det såkaldte “oprør” i 2011. Det vidner om en ny bevidsthed i Libyens “oprør”, der for alvor har fået vind i sejlene de sidste par år: Fortrydelse.
I dag udtaler en talsmand i Libyen, at Saif al-Islam planlægger at opstille til Libyens valg i 2018. Han er nu en komplet fri mand i Libyen, hvor hans far blev lynchet på åben gade.
Libyen nægter at udlevere ham til Haag, der har begæreret ham udleveret. General Khalifa Haftar har desuden etableret nære forbindelser til Moskva – efter NATO’s katastrofe i landet.
Det er hverken første eller sidste gang, at Rusland må rydde op efter NATO i mellemøsten.
Saif al-Islam i 2011: