Grin først, græd sidst

Syrienblog | 20. oktober 2017 | Libyen | Ingen kommentarer

Under finanskrisen i Europa var nordafrikas rigeste stat en eftertragtet arbejdsgiver for italienske, spanske og tyske maskinmestre og entreprenører. I 2011 fik NATO vendt strømmen. Uheldigvis består den udelukkende af affald den anden vej rundt.

For seks år siden fik Martyr Gaddafi sine sidste ord. De var, at Europa vil blive overrendt af illegale migranter og al-Qaeda. Man hånede ham og grinte, men der er ikke mange, der griner nu. Det er kun sjovt, så stille MSM er blevet om Libyen. Det er også sjovt, at Haifaa Awad ikke længere er dansk-libyer, men nu kun er dansk-syrer.

MSM dæmoniserede ham løs på krigsindustriens befaling, violinerne spillede, og vi blev alle fortalt til den søde musik, hvordan amerikanske bomber købt af USA, kastet fra amerikanske fly købt af USA, pludselig kunne trylle demokrati, frihed og frodige marker og evig lykke frem i Libyens ørken i et amerikanskledet lynangreb (læs; rovmord).

Gaddafi blev kaldt en gal hund, og blev et fast underholdningselement på primitive P3 hver morgen, imens fly af samme ejer som Danmarks Radio kastede bomber over byer i et fremmed land, der aldrig har udgjort nogen trussel mod Danmark. I hvert fald ikke før mordet på Gaddafi.

I dag er spørgsmålet ikke om, men hvornår det næste angreb sker i Europa og København. PET klynker, og Forrædertinget vil have mere masseovervågning af Hr. og Fru Jensen, hvis de skal “standse den nu tilbagevendede ISIL-trussel”. Det er pudsigt. Da de tog mod Libyen og Syrien for fem år siden, var de ‘frihedskæmpere’ og ‘moderate oprørere’ med fri bevægelighed.

Ekstrabladets tophistorie på seksårsdagen for Gaddafis martyrium er en illegal bjergabe, der vil have sine 20 børn og seks koner til landet. Hvis noget er så klamt, at end ikke Syrien vil have det, hvorfor i alverden skal Danmark så tage imod det affald?

I skrivende stund har det område, der engang udgjorde en stat betegnet Libyen, to regeringer, to hovedstæder, to hære og +100 militser. Områdets største eksportvare er ikke længere nyttige råstoffer som olie, men grådige kriminelle til Europa. En milliardindustri for egnens islamister, der soler sig godt under NATO’s destruktion af lov og orden i det engang så velstående område.

Gaddafi døde i Libyen som en mand, men han var selvfølgelig ikke fejlfri. I en tid, hvor MSM beskæftiger sig meget med Den Demokratiske Folkerepublik Koreas våbenprogrammer, er det værd at huske, hvad der sker med suveræne stater, der opgiver deres WMD.

De seneste fem års resultater i DPR Korea afspejler intet andet end NATO’s frembrusning. Det er ganske enkelt et helt nødvendigt og afgørende spørgsmål om overlevelse – intet andet.