USA´s ambassadør i Libyen smager egen medicin

1) USA´s ambassadør i Libyen, Chris Stevens laver “thumbs up” ved Gaddafis lig. 2) Selv samme Mr. Stevens lynches af sine gamle venner som han selv hjalp med lynchningen af Gaddafi.

“Hvis ikke du sidder med til bords er du på menuen”, uofficielt motto blandt amerikanske diplomater – som pludselig giver mening.

For mindre end et år siden så vi en tilfreds Chris Stevens stolt siddende ved Gaddafis lig og signalere “thumbs up”. Under et år efter ser vi selv samme Chris Stevens lynchet på nøjagtig samme måde af sine egne tidligere kampfæller.

Den 20. oktober 2011 blev Libyens leder Muammar Muhammad Abu Minyar al-Gaddafi omringet og tilfangetaget af påståede “oprørerer” og efterfølgende lynchet af en påstået “folkemængde” (omkring 10 personer). Efterfølgende kom det frem at det var NATO-magten Frankrigs luftvåben som forinden havde lokaliseret og angrebet Gaddafis konvoj, hvilket muliggjorde, at de blot omkring 10 “repræsentanter af Libyens befolkning” enstemmnigt og på “vegne af hele Libyens befolkning” kunne udøve hvad den (de) ønskede; At lynche Gaddafi som vilde aber i junglen, uden rettergang og uden nogen form for proces forinden – end ikke en skueproces.

Der gik ikke mange timer før USA, EU og NATO erklærede “demokratiets sejr” og Libyen for et frihedens og fredens land. Efterfølgende dannede National Transitional Council (NTC) en såkaldt “overgangsregering” (diktatur på ubestemt tid) med salafisten og den amerikanske statsborger Mustafa Abdul Jalil i spidsen som leder. Allerede et par måneder senere meddelte den nye konstituerede diktator at polygami (flerkoneri), som havde været forbudt under Gaddafi, igen ville blive tilladt. NTC gik herefter i gang med at udforme en ny forfatning inden der kunne afholdes “valg”, som ikke overraskende blev baseret på sharia.

“The rule that limited the number of wives to one is against Sharia law and it should be banned,” Mustafa Abdel Jalil, Russia Today (8/3-12).

To landsmænd mødes, men med hver deres flag. Hillary Clinton og Mustafa Abdel Jalil.

I over et halvt år havde vi dagligt hørt om vold, død og kampe i Libyen, men straks efter Gaddafis død blev der stille. Det var som alle de mange parters våben gik i baglås efter den dag. Fra død, kaos og borgerkrig den ene dag til frihed, fred og demokrati den anden. Det første “frie demokratiske valg” var sat til 19. juni 2012, men blev udskudt flere gange, endeligt til den 7. juli 2012 af påståede “logistiske og tekniske årsager” – i virkeligheden fordi borgerkrigen fortsatte for fulde drøn efter Gaddafis død, selv om vi intet hørte om det længere. 7. juli blev valgdagen og de første 10 stemmer var ikke optalt før rygterne om svindel begyndte, bl.a. fordi familier undrede sig over at flere af deres pårørende som var døde under borgerkrigen var blevet registreret som vælgere og sågar også havde stemt(!) og fra andre ydre regioner i Libyen kom der meldinger om at man slet ikke havde hørt om noget valg. Anyways, lad os på trods af disse ret væsentlige omstændigheder alligevel antage at vælgerne var legitime og at de logistiske og tekniske vanskeligheder vitterligt var blevet bragt i orden; Mere end 4000 kandidater var opstillet i små splittede grupperinger (primært enkeltpersoner) og så var der to store samlede koalitioner; De Nationale Styrkers Alliance med den amerikanske statsborger og salafist Mustafa Abdel Jalil i spidsen, og Justits- og Konstruktionspartiet (Det Muslimske Broderskab). De Nationale Styrkers Alliance vandt med 39 mandater og Det Muslimske Broderskab blev andenstørst med 17 mandater. Ethvert parti og enhver kandidat som på nogen måde tilknyttede sig det tidl. Libyen under Gaddafi var udelukket fra valget, lige som der forinden var indført lovgivning, som forbyder enhver “forhelligelse af Gaddafi og hans familie” og i øvrigt “benægtelse af hans forbrydelser”. Samlet set blev det altså en ultimativ og enevældig sejr til salafisterne.

Islam-kritisk film
I starten af september dukker en amerikansk produceret film om islam frem på internettet, hvor Profeten Mohammed angiveligt hånes, hvilket naturligvis får diverse salafistiske organisationer til at gå amok. Den 11. september 2012 begynder De Nationale Styrkers Alliance og Det Muslimske Broderskab i Libyen at organisere protester i Benghazi, som traditonelt set har været salafisternes og oprørets hovedsæde i Libyen. En større gruppe salafister belejrer Det amerikanske konsulat i Benghazi og om aftenen var den amerikanske ambassadør angiveligt i færd med at blive evakueret, da konsulatet pludselig udsættes for et raketangreb, som totalt skadede konsulatet og det køretøj, hvor ambassadøren befandt sig under angrebet. Den officielle udmelding fra Det Hvide Hus hedder blot, at ambassadøren blev dræbt under selve angrebet, men billeder og amatørvideo som efterfølgende er dukket frem på nettet, viser nogle andre omstændigheder. Her ser det snarere ud til at han fik nøjagtig samme tur som Gaddafi; Blev belejret, jaget ud af sit køretøj og derefter lynchet af en gruppe salafister.

Dagen efter gav Libyens leder, den amerikanske statsborger og salafist Mustafa Abdel Jalil straks skylden for angrebet til “en Gaddafi-loyal milits”. USA´s udenrigsminister Hillary Clinton bakkede straks hendes politiske kollega og landsmand Mustafa Abdel Jalils konklusion op på en mere dipomatisk måde:

“Dette var et angreb udført af en lille og brutal gruppe, ikke befolkningen eller regeringen i Libyen”, Hillary Clinton, USA´s udenrigsminister.

Senere viser Hillary Clinton sig mere ironisk, i hendes konklusion:

“Jeg spørger mig selv, hvordan dette kunne ske. Hvordan kunne det ske i et land, vi hjalp med at befri, i en by vi hjalp med at redde?”

Tjae, hvad sker der når man giver salafister magten, burde Hillary Clinton snarere have spurgt sig selv sidste år. Eller er det måske aftalt spil?

Der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget, må være amerikansk udenrigsmoral. I hvert fald bliver destroyerne USS McFaul og USS Laboon nu sammen med et par hundreder Navy Seals-elitesoldater sendt på en ekstra efterårsferie til det sol- og olierige Libyen. (foto: USS McFaul).

Hvem ved…